دسترسی نامحدود
برای کاربرانی که ثبت نام کرده اند
برای ارتباط با ما می توانید از طریق شماره موبایل زیر از طریق تماس و پیامک با ما در ارتباط باشید
در صورت عدم پاسخ گویی از طریق پیامک با پشتیبان در ارتباط باشید
برای کاربرانی که ثبت نام کرده اند
درصورت عدم همخوانی توضیحات با کتاب
از ساعت 7 صبح تا 10 شب
ویرایش: 1. udgave, 1. oplag نویسندگان: Collins. Larry, Lapierre. Dominique سری: ISBN (شابک) : 8791822017, 879253936X ناشر: Siesta;Helene Lund Sylvestersen, Siesta سال نشر: 2011 تعداد صفحات: 0 زبان: Danish فرمت فایل : EPUB (درصورت درخواست کاربر به PDF، EPUB یا AZW3 تبدیل می شود) حجم فایل: 521 کیلوبایت
کلمات کلیدی مربوط به کتاب آیا نیویورک در حال سوختن است؟: داستان
در صورت تبدیل فایل کتاب Brænder New York? به فرمت های PDF، EPUB، AZW3، MOBI و یا DJVU می توانید به پشتیبان اطلاع دهید تا فایل مورد نظر را تبدیل نمایند.
توجه داشته باشید کتاب آیا نیویورک در حال سوختن است؟ نسخه زبان اصلی می باشد و کتاب ترجمه شده به فارسی نمی باشد. وبسایت اینترنشنال لایبرری ارائه دهنده کتاب های زبان اصلی می باشد و هیچ گونه کتاب ترجمه شده یا نوشته شده به فارسی را ارائه نمی دهد.
\r\n\r\n \r\n
HTTP Error 414. The request URL is too long.
\r\n\r\n
Terrortruslerne i rundt i verden er tegn på, at terrorister
fortsat arbejder ihærdigt med planer, som kan ramme også den
vestlige verden igen. Selv om regeringerne i vesten fokuserer
på sikkerheden og terrorbekæmpelse, er det alligevel muligt at
sætte et af verdens absolutte magtcentre, New York, under en
højeksplosiv trussel. Det hævder i al fald den storpolitiske
spændingsroman, ”Brænder New York?”, hvori journalist- og
forfatterparret Dominique Lapierre og Larry Collins kortlægger
netop den alarmerende politiske virkelighed, vi står i i
dag.
De skræmmende nyheder, vi af og til modtager om nye
terrorplaner - i Danmark, England, Tyskland eller andre lande
gør den internationale terrortrussel højaktualitet - som det
sker i ”Brænder New York?”
Tæt på seksårsdagen for 11. september har det omfattende
terroristnetværk i Europa og Mellemøsten stadig alarmerende let
ved at udføre deres forbrydelser mod den vestlige verden.
Ifølge Lapierre og Collins lever vi i en falsk forestilling om,
at USA og den øvrige vestlige verden har taget tilstrækkelige
forholdsregler for befolkningens sikkerhed og beskyttelse.
Vores følelse af tryghed har vist sig at være en illusion, og
bogen angriber derfor flere reelle smuthuller i vestens
beskyttelsesforanstaltninger, for at åbne verdenssamfundets
øjne for terrorsituationens virkeligt presserende realitet og
mere aktivt og effektivt imødegå risikoen for det
skrækscenario, bogen opstiller.
Romanens plot er nok fiktivt, men langt fra urealistisk. Bogen
er nemlig blevet til på baggrund af to års journalistisk
research og studier af USA's politik og indsats på
terrorområdet og samspillet med verdens øvrige magtcentre.
Forfatterne mener derfor, at bogens plot, der involverer
virkelige personer og fakta fra virkelighedens verden, rent
faktisk er muligt at udføre.
Ansporet af begivenhederne 11. september 2001 har forfatterne
udtænkt et storpolitisk magtspil, hvor det lykkes arabiske
terrorister at smugle en atombombe ind i New York City. De
truer med at detonere bomben, hvis ikke præsident George W.
Bush på fem dage formår at tvinge Israel til at opgive
bosættelserne i Gaza og på Vestbredden. Sideløbende med Bush
administrationens forhandlinger og politiets hæsblæsende jagt
på forbryderne og bomben, følgerne læserne desuden
terroristerne selv, der adlyder ordrer fra både Saddam Hussein
og Osama bin Laden.
Bogen har vakt stor opmærksomhed i den række af lande, hvor den
er udgivet, og den har solgt mere end 600.000 eks. Det
fransk-amerikanske makkerpar har tidligere haft stor succes med
deres bøger, bl.a. ”Brænder Paris?”, som solgte i fem millioner
eksemplarer og blev til en stor Hollywood-film.
Indhold
Kapitel 1 Det nordvestlige Irak. Tidligt forår 2003
Kapitel 2 Waziristan, Pakistan. Over et år senere
Kapitel 3 Port Elizabeth, New Jersey. En container med
basmatiris
Kapitel 4 Washington D.C. Krisen, dag 1
Kapitel 5 New York City. Krisen, dag 2
Kapitel 6 New York City, Washington D.C., Jerusalem, Karachi.
Krisen, dag 3
Kapitel 7 Washington D.C., New York City, Jerusalem. Krisen,
dag 4
Kapitel 8 New York City, Washington D.C., Jerusalem. Krisen,
dag 5
Efterskrift
Uddrag
KAPITEL 1. DET NORDVESTLIGE IRAK
TIDLIGT FORÅR 2003
En sort Cadillac med nedtrukne rullegardiner for vinduerne
kørte hurtigt gennem den måneløse nat på den hårdt sammenkørte
ørkenvej, som siden bibelske tider har været det væsentligste
forbindelsesled mellem Damaskus og Bagdad, kaliffens to byer.
Bilen tilhørte den irakiske diktator Saddam Hussein og var et
af hans personlige køretøjer. Eftersom en amerikansk invasion
af Irak tydeligvis kun var få dage væk, var bilen udstyret med
elektronisk udstyr, som kunne forstyrre radaren i et hvilket
som helst amerikansk kampfly, der måtte forsøge at forstyrre
passagerens 700 kilometer lange rejse.
Bilen stoppede foran en prægtig bygning i udkanten af den
irakiske hovedstad. Det var imidlertid ikke det endelige mål
for bilens passager. To uniformerede vagter eskorterede ham til
en anden Cadillac, som straks kørte mod en ny storslået
bygning, hvor proceduren blev gentaget for anden gang, og
dernæst endnu en gang. Ligesom den første bil var den anden og
den tredje Cadillac udstyret med tætsluttende rullegardiner. I
denne anspændte tid skulle ingen af Saddam Husseins gæster være
i stand til at afsløre, i hvilken af diktatorens mange
residenser og kontorer deres møder var blevet afholdt -
oplysninger, som enhver amerikansk agent ville vide at udnytte.
Dertil kom, at Saddam Hussein havde gjort det til en vane
aldrig at modtage gæster i dagtimerne.
Gæstens lange rejse nåede sin afslutning ved vagthuset til
endnu et imponerende palads, hvor en halv snes sikkerhedsvagter
i sorte kampuniformer bragte ham til et lille forværelse. Der
måtte han, meget mod hans vilje, finde sig i en fuld
kropsvisitation og afklædning. Da det var overstået, blev han
overladt til seks officerer i olivengrønne uniformer fra
Saddams personlige vagtkorps. De eskorterede ham ad en lang
gang, hvis vægge var dekorerede med gule og blå mosaikker af de
berømte babylonske løver og den gamle hovedstads pragtfulde
monumenter.
For enden af gangen gik de ind i en lille, privat elevator.
Selvom nedstigningen kun varede et par sekunder, var den så
hurtig og brat, at gæsten fik propper i ørerne, som sad han i
et fly, der skulle til at lande.
Elevatordørene åbnede sig, og et kommunikationscenter, fyldt
med computere, radioer, fjernsynsskærme og telefoner, kom til
syne. Gæsten blev nu placeret i en elektrisk vogn, lig dem der
bruges til at transportere handicappede passagerer rundt i
lufthavne, og rullede - igen ledsaget af et par bevæbnede
vagter - ned ad endnu en tilsyneladende uendelig gang beklædt
med flere mosaikker med motiver fra det gamle Babylon.
Endelig stoppede de foran en låst dør, som førte ind til endnu
en låst dør, der igen førte ind til et stort kontor. Dér, for
enden af et langt bord af blankpoleret egetræ, sad den irakiske
diktator. Han bar den olivengrønne, jakkeløse uniform, som
fjernsynsseere verden over var blevet vant til at se ham i. I
modsætning til mange andre diktatorer, der altid tildelte sig
selv krigsdekorationer for krige, de aldrig havde kæmpet i, var
diktatorens skjorte blottet for ordener. Hans eneste kendetegn
var et par guldørne på skuldrene og den blå tatovering på
ryggen af højre hånd, der var et symbol på hans tikritanske
rødder. Hans pande var furet af dybe rynker, og hans øjne lå
dybt indsunkede i øjenhulerne. Han så fuldstændigt udkørt
ud.
Han bad sin gæst sætte sig og sagde: “Må Allah udøse sine
velsignelser over dig, min broder.” Hilsenen var for ham mere
rituel end religiøs. “Tak, fordi du viser mig den ære at
acceptere min invitation til at besøge mig her i Bagdad i disse
farefulde tider.”
Gæsten lo. “Æren er på min side, ya Sidi - ja, hr. Og den
virkelige ære består i at se, hvor godt beskyttet du er
her.”
Saddam smilede til ham. “Bush og hans amerikanske sjakaler er
klar til at invadere mit land. Det er deres mål at tage mig til
fange eller få mig dræbt. Tro mig, jeg skal ikke gøre opgaven
let for dem.”
“Lad os bede til, at det ikke lykkes dem, min bror,” svarede
gæsten.
. “Jeg bad dig foretage denne besværlige rejse, netop fordi de
er klar til en invasion,” fortsatte Saddam. ”Jeg har nemlig
noget meget vigtigt at give dig, min bror, og jeg kender ingen,
der bedre end dig vil vide, hvordan det skal bruges.”
Gæsten takkede for ordene med et lille buk. Han var en 43-årig
libanesisk født shia-muslim af palæstinensisk afstamning. Hans
navn var Imad Mugniyeh, og indtil 11. september havde CIA anset
ham for at være USA’s mest eftersøgte krigsforbryder. Når man
så bort fra de overvældende dødsofre fra den 11. september,
havde ingen anden så mange amerikanske og vestlige døde på
samvittigheden som Mugniyeh. 63 amerikanere dræbt under
bombningen af den amerikanske ambassade i Beirut i 1983, 241
amerikanske marinesoldater og 58 franske fremmedlegionærer
sprængt i luften på deres libanesiske kaserner få måneder
senere, 114 ofre ved bombningerne af den israelske ambassade i
1992 og Det Jødiske Kulturcenter i Buenos Aires i Argentina i
1994, 19 amerikanske piloter på deres kaserne ved Khobar Tower
i 1996 - alle disse blodige begivenheder kunne tilskrives denne
lille, spinkelt byggede terrorist.
Mugniyeh undgik offentlighedens opmærksomhed, som en kat undgår
vand. Interviews på fjernsynskanalen Al Jazeera eller videobånd
smuglet ud til libanesiske tv-kanaler var ikke noget for ham.
Derfor havde det vestlige efterretningsvæsen også kun to små
fotografier af manden, hvor en tyk manke af hår hang ned over
panden, og et sparsomt skæg omkransede hagen.
Han var født i en landsby nær den libanesiske havneby Tyre, og
han lod sig i en tidlig alder indrullere i Yasser Arafats Al
Fatah-træningslejre. Dér lærte han sit erhverv side om side med
kamikazepiloter fra Japans Røde Armé, shiitiske krigere,
opsatte på at vælte Irans shah, og andre palæstinensere, der
havde viet deres liv til at tilintetgøre Israel. Hans
engagement og hans anlæg for vold fangede Arafats opmærksomhed.
PLO-lederen udpegede ham til sin elitevagtenhed, Force
17.
Da Israel invaderede Libanon i 1982, og PLO blev fordrevet fra
landet, meldte Mugniyeh sig hos Islamisk Jihad og blev en af
stifterne af det iransk inspirerede Hezbollah, en
terrororganisation, som CIA’s George Tenet anså for at være
endnu farligere end al Qaeda. Han indtog en central rolle i
forbindelse med udviklingen af organisationens anvendelse af
selvmordsbombere mod israelske bosættere i det sydlige Libanon.
Han var også arkitekten bag bølgen af kidnapninger i Beirut i
1980’erne, hvor folk som Terry Waite, ærkebiskoppen af
Canterburys udsending, og den amerikanske journalist Terry
Anderson blev taget til fange, og som førte til tortur og drab
på CIA-agenten William Buckley.
CIA, Storbritanniens MI6, Frankrigs SDEC og Israels Mossad
havde alle forsøgt at fange ham uden held. Han var blot en myte
opdigtet af israelerne for at nære CIA’s paranoia - yndede hans
libanesiske tilhængere at fortælle de journalister, der ytrede
ønske om at møde ham. Et flydende fransk, et troværdigt engelsk
og et overfladisk spansk suppleret med en mesterlig evne til
forklædning gjorde det muligt for ham at bevæge sig rundt i
verden uden problemer for at styrke sit netværk og nære sine
kontakter. Et af disse møder - i 1998 i Sudan - havde været med
Osama bin Laden, som nærede det samme had til Vesten som han
selv. Der kom ikke noget konkret ud af deres møde dengang, men
de vidste begge, at der meget vel kunne komme en dag, hvor
deres arbejde i Den Hellige Krig mod Vesten ville føre dem
sammen igen.
“Den Store Satan i Washington og hans sjakaler er ved at gøre
sig klar til at indlede deres brutale angreb på vores arabiske
nation,” forudså Saddam. “De vil ødelægge vores landsbyer og
byer med en byge af bomber. Til trods for mine tapre soldaters
store mod frygter jeg, at de vil blive løbet over ende af de
amerikanske våben. Hvad angår mig selv, vil jeg med tiden blive
martyr - med mindre selvfølgelig de kræftceller, som mine
franske læger for nylig opdagede, skulle vise sig at arbejde
hurtigere end amerikanerne. Eller, Gud forbyde det, de
amerikanske djævle tager mig til fange.”
Mugniyeh havde lyttet til Saddams lille tale uden ydre tegn på
bevægelse, men hans henvisning til kræft rystede ham. “Dine
franske læger tager uden tvivl fejl, kære bror.”
Saddam trak ligegyldigt på skuldrene. “Det er ligegyldigt. Den
djævel til George Bush forsøger at overbevise verden om, at jeg
er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben her i Irak. Gid jeg
var, for så ville jeg med den største fornøjelse bruge dem nu
mod ham og hans tropper. Men det har jeg desværre ikke. Engang,
i 1991, var vi meget tæt på! Mine videnskabsfolk havde
konstrueret en arbejdsmodel af en centrifuge, som kunne have
omdannet uran - selv den naturlige uran, vi har lagret her -
til en funktionsdygtig bombe.”
Saddam sukkede og fik næsten tårer i øjnene, mens han sagde
dette. “Men efter Kuwait-krigen blev modellen ødelagt af FN’s
inspektører, og jeg blev nødt til at annullere mit
projekt.
Men mine dygtige irakiske og islamiske videnskabsmænd, som er
meget dygtigere, end Vesten ønsker at indrømme, har udstyret
mig med noget, som er næsten lige så godt. De trængte igennem
til de vestlige atomfysikeres bedst bevarede hemmeligheder og
designede for mig et atomvåben, der kan reducere Tel Aviv,
London eller New York til støv. Deres tegninger er fejlfrie, er
jeg blevet forsikret om. Det ved jeg, fordi disse djævle,
inspektørerne fra FN, beslaglagde en kopi af designet. De
anerkendte, at det var fejlfrit, og at hvis våbnet blev
konstrueret, kunne det eksplodere med en frygtindgydende
kraft.”
Saddam ustødte et nyt, opgivende suk. “Men for at kunne lave
det må jeg have adgang til højt beriget uran, og de forbandede
amerikanere har hidtil forpurret alle vores forsøg på at få fat
i det.”
Mugniyeh nikkede vidende. Han var tæt nok på mange af de
ekstremistiske mullaher, der regerede i Iran, til at være
bekendt med de vanskeligheder, de havde med at skaffe spaltbart
materiale til deres egne atomprojekter.
Saddam havde i mellemtiden rejst sig og var gået over til
væggen, hvor han havde taget et lille oliemaleri ned, der
forestillede ham selv ridende på en hvid hest, og med løftet
sværd. Maleriet skjulte et pengeskab i væggen, som Saddam nu
åbnede. Han trak en lædertaske ud, større end en attachemappe,
men mindre end en kuffert. Den placerede han på bordet mellem
dem, før han satte sig ned igen.
“Kære bror,” sagde han i en tone så højtidelig, som reciterede
han et brudepars ægteskabsløfter, “selvom jeg ikke deler de
fundamentalistiske islamiske overbevisninger, som du og mange
af dine brødre hylder, så står jeg ikke tilbage for nogen i mit
had til Amerika. Et had, som er udløst af alle de ulykker,
amerikanerne forbereder sig på at påføre mit folk, og af alle
de ulykker, de og deres israelske allierede allerede har ladet
ramme vores brødre i Palæstina.”
Saddam skubbede tasken over bordet til Mugniyeh. “Det er
derfor, jeg i dag giver dig denne taske, kære bror. I den vil
du finde en nøjagtig kopi af mine videnskabsmænds tegninger med
detaljer for alle de trin, som er nødvendige for at konstruere
en atombombe med frygtindgydende kraft. Det eneste, du behøver
for at omdanne disse planer til en virkelig bombe, er 23 kilo
højt beriget uran. Til vores nationale program kunne vi
selvfølgelig ikke nøjes med 23 kilo, men skulle bruge mere end
hundrede kilo. Det burde være let for dig at skaffe de 23.
Måske dine iranske venner kan hjælpe dig, forudsat
selvfølgelig, at du ikke fortæller dem, at jeg gav dig disse
tegninger. Ikke at de har brug for dem. Jeg er sikker på, at de
har deres egne allerede. Med penge og venners hjælp kan du
sikkert finde, hvad du behøver, i Rusland. Tag nu disse planer
som min sidste vilje. Byg bomben sammen med dine brødre, og
brug den mod amerikanerne i en af deres byer for at hævne min
sjæl, inshallah.”
Bevæget og fuld af ærefrygt bukkede Mugniyeh for sin vært. “Du
skal blive hævnet, ya Sidi.”
Saddam bad ham med en håndbevægelse sætte sig igen. “Jeg har
hørt, at det ikke vil være svært at smugle sådan én ind i USA.
Dine brødre i Hamas og Hezbollah vil helt sikkert vide, hvordan
det skal gøres. Benyt dig så af den ultimative magt, som disse
planer kan give dig, til at opnå en stor sejr for vores folk,
noget, som vil bringe sand retfærdighed til dine brødre i
Palæstina og til mit lidende folk her, noget, som både de og
resten af verden vil acceptere og anerkende som rigtigt og
retfærdigt. Og for mig - Hævn! Hævn! Hævn!”
Mugniyeh rejste sig og bukkede ærbødigt endnu en gang. “Frygt
ikke,” svor han, “du skal blive hævnet. Vi vil bygge denne
bombe og vinde retfærdighed for vores folk i dit navn.”